IMG_8684.jpg

“Med salg til FællesGro kan vi dyrke et endnu større areal med grøntsager"

Kirsten, ejer af Stensbølgård

 

Stensbølgård

Stensbølgård er et familiedrevet landbrug der i dag drives af femte og sjette generation, Kirsten, Johan og deres søn Morten. Gården ligger i det skønne Hornsherred i Lejre kommune i den lille landsby Kyndeløse – mellem Roskilde fjord og Isefjorden. 

For at få hverdagen til at fungere på Stensbølgård, får Johan, Kirsten og Morten en hjælpende hånd af de ansatte på gården. Sammen tager de kærligt hånd om bedriftens ca. 80 økologiske køer med kalve, kvier og stude og 350 økologiske høns i mobile hønsehuse. Der dyrkes, passes og afgræsses ca. 120 hektar sjællandsk økologisk landbrugsjord.

På gården dyrker familien grøntsager på ca. 5 hektar. Der dyrkes imellem 50 og 100 forskellige slags grøntsager og krydderurter hen over hele sæsonen. I gårdens drivhustunnel laver de selv alle udplantningsplanter og hen over sommeren er der fyldt op med tomater, chili og krydderurter. På gården er der en gårdbutik hvor grøntsager, æg og oksekød fra gårdens dyr sælges.

De fleste grøntsager høstes og leveres direkte til forbrugere, kantiner, skoler og restauranter. For at kunne levere en super frisk og smagfuld kvalitet høstes og leveres de samme dag. Det gør en forskel at grøntsagerne er friske, hvilket kan både smages og duftes, og så er de ikke pakket ind. Det er vigtigt for familien at levere friske kvalitetsgrøntsager - uanset udseende og størrelse.

Med salg til FællesGro kan familien på Stensbølgård dyrke et endnu større areal med grøntsager. Dette sikrer at der kan produceres mere fleksibelt og varieret hen over sæsonen.

Medlem eller ej så er du altid velkommen på gården, hvor man kan besøge dyrene i stalden og på marken og se grøntsagsproduktion. Gårdbutikken er også et besøg værd! I løbet af høstsæsonen vil FællesGro arrangere gårdbesøg til Stensbølgård.

Du kan læse mere om Stensbølgård her.